Sommerudflugt

Også i år blev det til en sommerudflugt trods coronavirus. Netop den 20.06 blev der åbnet for, at man igen måtte samles i lidt større forsamlinger, dog med visse restriktioner. Der skulle holdes afstand, der skulle sprittes hænder og der måtte ikke synges.

Årets sommerudflugt gik til Tambours Have, hvor vi efter at have nydt udvalgets medbragte mad og drikkevarer, fik en flot rundvisning i haven af den daglige leder. Han kunne på en dejlig måde fortælles om haves tilblivelse, udvikling og opbygning.

Efter rundvisningen var der mulighed for at købe forskellige planter inden vi drog videre til Næsbjerghus, hvor der blev serveret kaffe og kage.

Tambours Have

Skræddermester Gerhard Tambour lejede i 1939 et stykke jord ved Karlsgårde Sø, hvor han gerne ville fiske. Henad vejen lavede han sammen med sin kone en køkken- og frugthave, der senere blev erstattet af blomster og træer. Her i den barske vestjyske natur lykkedes det ham at skabe et plante- og blomsteranlæg i særklasse.

Gennem årene tilkøbte Tambour yderligere jordstykker og udvidede anlægget med en japansk inspireret have og en medicinhave, der blev det sidste værk inden hans død i 1978.

I 1979 blev haven overdraget til den daværende Helle Kommune, nu Varde Kommune, som i dag ejer, vedligeholder og driver haven som besøgshave. Haven bliver årligt besøgt at tusinder af haveelskere fra hele landet. Der afholdes forskellige events hen over sommeren, f.eks. koncerter, foredrag og lysfest.

• Haven er på 25.000 kvadratmeter.

• Den er opdelt i fem forskellige afsnit: Lillehaven, Langhaven, Storhaven, Japanhaven og Medicinhaven.

• Haven har et 135 m² stort orangeri.

Forstør ved klik