Folkemødet i Ribe/ Ansgar 2026

Tirsdag den 28. oktober havde vi i klubben besøg af Sognepræst Signe Von Oettingen, som kom og fortalte om ”Folkemødet i Ribe/Ansgar 2026”.

Signe kom rigtigt langt omkring i sit foredrag. Først fik vi en grundig gennemgang af Ansgars liv og virke – både i Tyskland og Danmark. 

Herefter fik vi en grundig gennemgang af hvad ”Folkemødet i Ribe/Ansgar 2026” kommer til at indeholde. 

Folkemødet handler om Ansgar – den mand, der bragte kristendommen til Danmark for 1200 år siden. Men det handler ikke kun om ham. Det handler også om, hvad hans historie kan lære os i dag – både om Europa, vores fælles værdier og de udfordringer, vi står over for.

Nogle af de store spørgsmål som Folkemødet stiller er: 

  • Har Europa mistet troen på sin egen historie og værdier?
  • Hvad sker der, når vi overlader al magt til systemer og glemmer det menneskelige ansvar?
  • Er der for langt mellem "eliten" og den almindelige borger – også i kirken?
  • Hvad kan religion gøre i en verden, der føler sig magtesløs over for kriser og konflikter?
  • Er Ansgars måde at være kristen på – nysgerrig, fredelig og grænseoverskridende – noget, vi kan lære af i dag?

Ansgars historie er ikke bare fortid. Den minder os om, hvordan Europa blev til, og giver stof til eftertanke i en tid, hvor vi måske har brug for at finde nye fællesskaber – både som mennesker, som nationer og som kirke. 

Signe formåede på en god og fin måde, at inspirere os til at bruge 4 dage i Ribe til Folkemødet.

Forstør ved klik