Hjortkær Maskinfabrik

Tirsdag den 3. september var vi på besøg hos Hjortkær maskinfabrik, og  hvor vi blev budt velkommen af Ingrid Sand Simonsen, medejer og ældste generation af familien Sand Simonsen. Familien består udover Ingrid af sønnerne Alf, Mikael, Peter og Torben, som alle arbejder i firmaet.

Vi indledte besøget med at nyde Gunners lækre smørbrød og en hyggelig snak.

Herefter tog Mikael Sand Simonsen over og han kunne bl.a. fortælle at fabrikken har været drevet af familien siden 1958, dog har der været drevet smedie på siden ca. 1906.

Fra at være en traditionel smedevirksomhed med opgaver indenfor landbrug og smedejernskonstruktioner, ændrede aktiviteterne sig gennem 1980'erne til produktion af tipvogne til landbruget.

I starten af 1990'erne skiftede virksomheden over til design og konstruktion af maskinudstyr i rustfrit stål. I de første mange år lå produkterne hovedsageligt indenfor industrielle vaskeanlæg og senere kom fremstilling af filterenheder for spildevandsseparering til.

Omkring 2008 begyndte fokuseringen på at rette virksomhedens produktprogram ind imod afvanding af spildevand og spildevandsslam. Denne proces førte efter få år til en palette af løsninger, som har gjort os førende indenfor udstyr og anlægsløsninger til spildevandsseparering i industrielle virksomheder, samt for- og slutafvanding på især kommunale renseanlæg.

Vi har gennem årene opbygget stor knowhow og arbejder i dag målrettet på at være en professionel sparringspartner indenfor vores fokusområder.

Efter Mikaels flotte og spændende gennemgang om fabrikken, fik vi en rundvisning i produktionen.

Herefter var der kaffe og hjemmebagt kage – som Ingrid havde sørget for – inden vi sluttede aftenen med Ingrids små anekdoter fra hendes mange år i Hjortkær.

En aften vi nok alle fandt meget spændende.

 

Forstør ved klik